Marts 2006

Huset for marts måned 2006 er et stort skagenshus på 156,4 m2 i grundplan - hertil kommer 1. sal på 122,8 m2. Nøgleordene for dette hus er lys, luft og lækre detaljer. Overalt er der valgt gedigne materialer og med specielle løsninger er der skabt et fantastisk hus med både rummelighed, hygge og stil.

Huset indeholder køkken-alrum, stue, hall, bryggers, viktualierum, gæstebad, kontor, alrum/aktivitetsrum på 1. sal, soveværelse, 2 børneværelser og badeværelse. Huset er med ekstra sokkelhøjde og loftshøjde.

Udvendigt er huset vandskuret med røde tagsten. 2 skorstene er symmetrisk placeret i taget og kvartvalmen afslutter gavlene flot. 4 stk. 4-dobbelte velux vinduespartier er med til at give lys på 1. sal. Huset har 2 fremrykkede frontspidser, en på havesiden med årstal og udgang fra køkken-alrummet, samt en fra fronten hvori hall’en er markeret med store glaspartier.

Der er loft til kip på hele 1. sal hvor der fra alrummet er åbent ned i den store hall, hvor værn er udført i samme stil og materialer som trappen. Et par gode detaljer er de mørkbejdsede synlige bjælker, det fritstående træbadekar hvorfra udsigten fra de store veluxpartier kan nydes, samt de stilfulde dørgreb.

MÅNEDENS HUS
FIND INDRETNINGEN
FREMVISNING
HUSE TIL SALG
FIND OS PÅ FACEBOOK