|
April 2009 - Bolig for Livet
Fakta
Bolig for livet er udviklet af VELFAC og VELUX i samarbejde med aart arkitekter og Esbensen Rådgivende Ingeniører. Øvrige deltagere i projektgruppen er: Ingeniørhøjskolen i Århus, Alexandra Instituttet, Arkitektskolen Aarhus, Statens Byggeforskningsinstitut og Århus Kommune. KFS-Boligbyg har stået for opførelsen af byggeriet.
Læs mere tekst længere nede på siden...
Adresse
Elmehaven 1 8520 Lystrup (ca. 10 km nord for Århus) Der er fremvisning af huset i perioden fra 25. april og frem til 28. juni.
Se mere på http://www.velfac.dk/Global/Bolig_for_livetEnergi
I Bolig for livet produceres mere energi, end der forbruges - og al energi er vedvarende. Det resulterer i, at man på ca. 40 år tilbagebetaler både den løbende driftsenergi, men også den energi der er brugt til produktion af byggematerialer og til opførelse af huset.
Integreret styring letter hverdagen for husets beboere og bidrager til energibesparelse. Vinduerne åbner og lukker automatisk og skaber naturlig ventilation. Solafskærmning ruller for, inden det bliver for varmt, og lyset tænder og slukker automatisk.
Energikoncept • Solceller, solvarme og varmepumpe producerer el, varmt vand og rumopvarmning.
• Ca. 50% af rumvarmebehovet er dækket af den passive solvarme fra de energioptimerede vinduer. • Naturlig og mekanisk ventilation samt indvendig og udvendig solafskærmning sikrer frisk luft og en god temperatur. • Styring af huset reducerer energiforbruget og sikrer et godt indeklima. Energirammer Energiforbruget i Bolig for livet svarer til lavenergiklasse 1, men forskellen er, at Bolig for livet selv producerer den energi, der skal bruges.
Æstetik Liv, lys og luft afspejles i arkitekturen i Bolig for livet. Den aktive facade ændrer
husets udtryk og rumlige sammenhæng efter årstid og behov. Om dagen er huset åbent og modtageligt, og skodderne er placeret på facaden ved siden af vinduerne, hvor de giver liv og farve til den mørke beklædning. Tagudhæng, udvendige og indvendige solgardiner samt skodder regulerer efter behov varme, lysindfald og privathed. Huset er beklædt med naturskifer, og i den sydvendte tagflade er solceller, solfangere og ovenlysvinduer integreret, så boligen fremstår ensartet og helstøbt. Indvendigt er huset disponeret omkring et ”lyskors”, som sørger for lys og adgang fra alle fire verdenshjørner. Alle rum har vinduer orienteret i mindst to retninger, der - ud over at være lyskilde - fungerer som udgang, ventilationsåbning, siddeniche, arbejdsplads eller som ramme om en udsigt.
I disponeringen af boligen er der lagt vægt på at skabe særlige steder for aktiv oplevelse og fleksibel anvendelse. De fleste rum har adgang til det fri og skaber derved mulighed for udfoldelse i nær og direkte forbindelse til naturen. Det er ambitionen, at den rumlige frihed vil anspore til bæredygtig livsførelse, daglig glæde og fascination.
Komfort Der er masser af frisk luft i Bolig for livet. Om vinteren tilføres luften via det mekaniske ventilationsanlæg, der samtidig sikrer, at varmen fra udsugningsluften genbruges. Om sommeren kan frisk luft tilføres gennem naturlig ventilation, der er styret af sensorer i huset, så der ikke ventileres mere end nødvendigt, og der samtidig opretholdes et godt indeklima. Begge ventilationssystemer kan styres automatisk, så man ikke behøver at tænke på udluftning.
Temperaturerne i de enkelte rum kan reguleres selvstændigt, så de tilpasses aktiviteten i rummet. Gulvvarme sørger for opvarmning af fællesrummene, mens radiatorer i værelserne giver mulighed for nemt at kunne regulere varmen.
I Bolig for livet opløses grænsen mellem inde og ude. Vinduer og terrassedøre, der går til gulv, får inde og ude til at flyde sammen, så rummene virker større og mere luftige, mens vinduer, der går helt til loft, sammen med ovenlysvinduer sikrer, at dagslyset kommer langt ind i rummene.
Boligen er fleksibel og kan indrettes i forhold til familiestørrelse og livsbehov. Fleksibiliteten udfolder sig i tre kvadratiske grundrum. De to grundrum mod vest kan begge opdeles til to værelser, stuer eller arbejdsværelser. Det tredje grundrum udgøres af fællesrummet, som er husets aktive hjerte. Herfra er der adgang til alle øvrige rum og til udearealer i alle retninger.
Dagslys Dagslysindtaget i Bolig for livet er optimeret bl.a. for at reducere brugen af elektrisk lys. Vinduesarealet udgør 40% af etagearealet mod normalt ca. 20-25%.
Boligen er bygget op over et ”lyskors”, som giver lys fra alle fire sider og hovedparten af rummene i huset har vinduer i mindst to retninger. Vinduernes placering og størrelse er afstemt efter solens gang på himlen, årstiderne, energioptimering og beboernes behov i boligen. Den store isoleringstykkelse og taghældningen skaber naturlige udhæng mod syd, som sørger for en komfortabel solafskærmning, uden at udsigten skærmes. Endvidere undgås blænding ved integreret solafskærmning både ude og inde.
|
|||||||||||||||
| KFS Boligbyg A/S | Hagensvej 48 | 9530 Støvring | TLF: 9837 2181 | FAX: 9837 2302 | info@kfs-boligbyg.dk | ||||||||||||||||